”Efter Endestationen”

Frederikke Bakkens vindernovelle fra skrivekonkurrencen "Ordet er dit" 2022.

Jeg skæver fjendtligt op til uret for at være sikker på, at jeg stadig er i god tid. Det ville passe mig så godt, hvis viserne lige rykkede sig et par timer fremad. Så ville min vagt være overstået, og der ville være en hel nat til, at jeg behøvede at tage mig sammen til noget som helst igen. Jeg trækker hænderne ind i ærmerne på den hjemmestrikkede sweater som min farmor har gjort sig alt for umage med. Selvom det er blevet forår, er luften stadig kølig om aftenen, men i det mindste er det ikke mørkt endnu.

Toget dukker snart op, og med sig bringer det en brise af pligter og dårlige dage. Det er den selv samme brise, der engang duftede af eventyr og forventninger. De automatiske døre glider fra hinanden og jeg sætter mig ind på det sidste ledige sæde i stillekupeen. Mens jeg kigger ud ad vinduet overvejer jeg om ens midtlivskrise allerede kan komme inden man er blevet tyve eller om det bare er sådan her, det føles at blive voksen.

Pludselig kommer mit eget tudefjæs til syne i ruden. Toget er kørt ind i en tunnel uden, at jeg opdagede det. Det går op for mig, at jeg har glemt at stå af.

”Næste station: Endestation. Alle passagerer bedes forlade toget,” lyder en mekanisk stemme over højtalerne.

Kupeen er tom på nær mig selv og en ældre herre, der ser en smule fortumlet ud. Måske er han også lige vågnet af en dagdrøm. Da toget begynder at bremse ned, rejser jeg mig, og stiller mig klar ved dørene. Jeg er ikke ligefrem i god tid længere, men jeg burde stadig godt kunne nå det, hvis jeg skynder mig.

Lige da jeg træder ud på den fremmede station, er jeg overbevist om, at jeg stadig befinder mig inde i tunellen. Men så går det op for mig, at det bare er himlen der er blevet helt sort. Sikke en lunefuld årstid. Bag mig stiger de øvrige passagerer også ud, og jeg bemærker, at der næsten kun er gamle mennesker iblandt dem. Pudsigt. Med faste skridt går jeg over på den anden side af perronen og studerer skærmene. Til min store lettelse ser jeg, at det næste tog allerede afgår om et par minutter. De gamle mennesker står rundtomkring og venter tilsyneladende også på toget. Det er som om, at alle er kommet til at køre for langt.

Mens jeg venter, kan jeg ikke undgå at ligge mærke til stilheden. Med jævne mellemrum mumler pensionisterne lidt for sig selv, men derudover kan jeg ikke høre andet end vinden, og mine egne sørgelige tanker. Der er ingen støj fra trafikken og heller ingen stemmer i nærheden. Det virker til, at jeg er havnet helt uden for byen. Jeg spejder ud i mørket efter noget bekendt, men kan ikke se noget for det tætte krat, der omkranser stationen.

På skærmen står der nu, at toget først ankommer om fem minutter. Det virker næsten som om, at ventetiden bliver et minut længere for hvert minut der går. Typisk. Så kommer jeg nok for sent. Det bliver første og sidste gang, lover jeg mig selv.

Der er næsten gået en halv time, da jeg endelig får nok, og indser at jeg er nødt til at komme tilbage på en anden måde. Mange af de andre har vist fået samme ide, for de begynder ligesom mig at bevæge sig i retning af udgangen. Jeg går ned ad en trappe, og ender på en brostensbelagt plads. Umiddelbart kan jeg ikke få øje på nogen busser, men formentlig holder de lige rundt om hjørnet.

”Undskyld? Ved du, hvor der er busser?” spørger jeg en ældre herre.

”Nej, jeg er ikke så kendt her,” siger han, og er tydeligvis også irritabel.

I håbet om at støde på nogle lokale, der kan hjælpe mig, begiver jeg mig ud på pladsen og over til de huse der omkranser den. Men også her er der mennesketomt. Det ender nok med at jeg bliver nødt til at gå. Jeg mistede retningssansen ind i tunnellen, men hvis bare jeg følger jernbanen kan det forhåbentlig ikke gå helt galt. Måske kan jeg endda nå at dukke op på arbejdet inden min vagt er slut. Tanken om at fare vild skubber jeg fra mig, og går bare i den retning, jeg tror er den rigtige.

Jeg er dog kun nået til udkanten af pladsen, da en tyk tåge kommer til syne foran mig. Allerede ved første øjekast kan jeg konkludere, at det ikke er en helt almindelig tåge. Den her tåge ligner mere en mur. Jeg stikker tøvende min hånd derind, men tager den hurtigt ud igen. Måske er det slet ikke en tåge, men en giftig gasart eller sådan noget. Måske er det derfor, at alle folk holder sig inden døre.

Jeg vender mig opgivende om, og skal lige til at gå op på stationen igen – på et eller andet tidspunkt er der jo nødt til at komme et tog. Men så dukker et skilt op i periferien af mit synsfelt.

”Faret vild? Få hjælp på HÅBETS HOTEL -følg lyset,” står der med en dramatisk skrifttype.

I desperation beslutter jeg, at jeg vil prøve at gå derover – det kan være, at det er den her bys svar på et turistkontor. Jeg går ud fra at ’følg lyset’ er en opfordring til at følge lygtepælene langs husene. De fleste af dem er gået i stykker, og dem der stadig virker, lyser kun meget svagt. Jeg bliver ledt væk fra pladsen og ned ad en gade. Der er mørkt i de fleste vinduer, og nogle steder er gardinerne ovenikøbet trukket for. Jeg passerer op til flere forretninger, men kan ikke helt afgøre om de er åbne eller lukkede. Måske er de åbne for på et tidspunkt ser jeg en gammel dame med en fyldt indkøbspose i hånden. Hun er den eneste person jeg ser på min vej.

Hotellet dukker op på venstre hånd. Det er højere end de omkringliggende rækkehuse og ligner lidt noget fra en gyserfilm. Pudset er skallet af i flager og ruderne er møgbeskidte. På vej over til indgangen begynder jeg at overveje om det mon er forladt. Det ser i hvert fald ikke særlig velbesøgt ud, men den her by virker heller ikke ligefrem som den mest oplagte feriedestination.

En klokke giver lyd fra sig da jeg åbner døren og træder ind i en trang foyer. Belysningen er minimal, men mine øjne har efterhånden vænnet sig til mørket. Bag disken retter en person sig op – en androgyn type i habitjakke. Han virker lidt mistænkelig, men i det mindste er han ikke lige så gammel som alle andre heromkring.

”Velkommen,” siger han højtideligt.

Jeg takker, og tager et par skridt frem. Det mønstrede gulvtæppe er helt forrevent, og jeg er lige ved at snuble i det.

”Er du lige kommet med toget?” spørger han.

”Ja faktisk. Jeg kom til at køre for langt,” siger jeg.

”Tænkte jeg nok,” siger han.

Jeg får fornemmelsen af, at han ved noget som jeg ikke ved. Jeg bryder mig ikke om at kigge ham i øjnene, så jeg fokuserer i stedet på de dyrt udseende smykker, han har i ørerne og om halsen. Der er både ædelsten og perler, men det er som om, at de har mistet deres glans.

”Jeg så dit skilt nede på pladsen og tænkte, at du måske vidste, hvordan jeg kan komme hjem?” siger jeg.

”Det er der ingen her der ved.”

Jeg fik vist formuleret spørgsmålet forkert.

”Men jeg kan tilbyde dig et billigt værelse,” siger han, og jeg forstår endelig, at han bare er ude på at få kunder og penge.

”Hvad skal du have for at hjælpe mig? Du kan få det i kontanter,” prøver jeg.

”Jeg er bange for, at du kun kan hjælpe dig selv,” siger han.

Det er åbenbart umuligt at få noget ud af ham, så jeg ser ingen grund til at spilde mere af min tid.

”Har du nogen som helst anelse om, hvad det her er for en by?” spørger han så.

Jeg ryster på hovedet, og ved ikke helt, om jeg gider at lytte til ham.

”Det her er byen for alle dem der har mistet håbet. Man kan ikke komme herfra før man har fået håbet tilbage. Og det sker kun for de allerfærreste, for den her by er ikke ligefrem den mest opmuntrende af slagsen,” siger han, og slår næsten stolt ud med armene.

Det sidste kunne han ganske vist have ret i. Men derudover er jeg temmelig skeptisk.

”Jeg har ikke mistet håbet,” siger jeg.

”Ellers ville du ikke være her.”

Døren går op, og en håndfuld gamle mennesker fra stationen trasker indenfor, og bekræfter at toget ikke har tænkt sig at komme lige i foreløbig. Jeg tager mig selv i at overveje, om det hotelejeren fortalte kunne være sandt.

”Okay, så lad mig se på et af dine billige værelser,” siger jeg, uden at tænke det helt igennem.

Han smiler, og udvælger en rusten nøgle.

”Jeg er tilbage om et øjeblik. Tag gerne plads,” siger han til de andre gæster, og gestikulerer til nogle støvede lænestole.

Jeg følger efter ham ud af foyeren, og op ad en knirkende trappe. På hver etage står der store urtepotter af porcelæn. Engang har de nok været fyldt med eksotiske planter, men nu indeholder de ikke andet end visnende ukrudt.

”Du må jo regne med, at du kommer udenfor sæsonen,” siger han, da han lægger mærke til mine fordømmende blikke.

Jeg er blevet ret forpustet da vi når op på tredje etage. Hotelejeren tager en bunke sengetøj ud af et skab, og beder mig om at vente på gangen, mens han gør et værelse klar. Imens spidser jeg ører, og prøver at høre, om der er nogen inde på de andre værelser. Der er ikke helt stille, men lydene er ikke til at identificere.

Hotelejeren bliver hurtig færdig, men da jeg kommer derind, ser det ærlig talt ikke særlig indbydende ud. Væggene er beklædt med et hæsligt tapet, og de få møbler der er, står helt hulter til bulter. Heldigvis bliver værelset lyst op af en gullig pære i loftet.

”Jeg ønsker dig et behageligt ophold her på mit hotel,” siger hotelejeren høfligt.

”Tak, men jeg bliver altså kun til i morgen,” siger jeg, bare så han ved det.

”Du skal ikke regne med, at det bliver morgen her,” svarer han, og lukker døren.

Jeg vælger bevidst at misforstå ham. For det kan da ikke passe at det ikke bliver morgen? Jeg går over, og åbner vinduet for at få lidt frisk luft ind i det indelukkede værelse. Så står jeg i noget tid og ved ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv. Til sidst beslutter jeg mig for at gå tideligt i seng og smutter ud på badeværelset for at tisse af. Jeg finder dog rimelig hurtigt ud af, at jeg alligevel godt kan holde mig. Sengen er faktisk ganske udmærket at ligge i, og da mit hoved endelig bliver for træt til at tænke, lykkes det mig at falde i søvn. Jeg drømmer ingenting.

Det er mørkt da jeg vågner. Hotelejeren løj ikke. Jeg farer ud af sengen, og er instinktivt klar over, at jeg er nødt til at komme væk herfra. Om jeg så skal vade gennem den giftige tåge. Jeg kommer hurtigt i tøjet, og reder mit fedtede hår igennem med fingrene, inden jeg flygter ud på gangen og ned ad trapperne. I foyeren bliver jeg stoppet af hotelejeren, som vil have sine penge. Jeg stikker ham en håndfuld mønter fra min pung – om beløbet passer, kan jeg ikke tage mig af.

”Det var da et værre spektakel!” udbryder han, da jeg haster ud i det, der burde være morgenen.

I en mellemting mellem gang og løb, følger jeg lygtepælene tilbage til pladsen. Med rystende ben og bankende hjerte går jeg op på perronen. Der er nu næsten elleve timer til at toget angiveligt ankommer. Jeg går frustreret ned i gadeplan igen og videre over til tågemuren.

Jeg går direkte ind i den uden nogen form for varsomhed, men jeg kan ikke komme længere end et skridt. Det er som om at tågen frastøder mit legeme. Jeg går lidt tilbage, så jeg kan tage tilløb. Men da jeg rammer tågen, bliver jeg endnu engang kastet tilbage. Jeg falder på røven, og der går hul på mine bukser. Mine yndlingsbukser som jeg har på hver eneste dag, fordi de er de eneste, jeg kan holde ud. Og måske er det dråben, der for bægeret til at flyde over, for jeg begynder at tude. Jeg kan ikke lade være. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre. Og der er jo alligevel ikke nogen der kan se mig.

”Hvad laver du her?”

Chokket får mig til at holde inde. Jeg vender hovedet til synet af en gammel kone, som har sneget sig ind på mig. Hun sætter sig med noget besvær på jorden ved siden af mig. Helt uopfordret. Hendes grå øjne er matte som hotelejerens smykker.

”Det er simpelthen så synd når I er så unge,” siger hun næsten forarget, med en stemme der vidner om, at hun har røget lidt for mange cigaretter.

”Ved du hvordan man kommer hjem herfra?” spørger jeg, og tørrer øjnene.

”Hvorfor vil du gerne hjem?” spørger hun.

Jeg hader når folk besvarer spørgsmål med spørgsmål. For så ved jeg aldrig hvad jeg skal svare.

”Altså jeg har et job jeg skal passe. Og på mandag skal jeg tilbage i skole,” mumler jeg.

”Og det glæder du dig til?” spørger hun.

”Nej ikke rigtig,” siger jeg.

”Så kan du vel lige så godt blive her?”

Jeg sukker. Hun forstår det ikke, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det.

”Hvis jeg var dig, så ville jeg glæde mig. For mange af de bedste dage i dit liv har ikke været der endnu,” siger hun.

”Det ved du da overhovedet ikke noget om,” fnyser jeg.

”Jeg har altså også været på din alder engang. Og jeg har også prøvet at føle, at livet ikke handlede om andet end at blive færdig med det. Men sådan er det ikke, hvis man lever for noget, der er værd at leve for. Og der findes masser af ting, der er værd at leve for!” siger hun, og for en kort stund vender glimtet tilbage til hendes øjne.

Jeg lægger hovedet tilbage og kigger op i himlen. Midt i alt det sorte får jeg øje på en stjerne. Hverken en sol eller en måne. Bare en lillebitte lysende prik i mørket.