Materialevalgspolitik
Når vi beslutter, hvad der skal indkøbes på Nyborg Bibliotek, arbejder vi ud fra følgende kriterier og politikker:
Biblioteksloven:
§ 1. Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer til rådighed såsom musikbærende materialer og elektroniske informationsressourcer, herunder internet og multimedier.
Stk. 2. Folkebibliotekerne skal bestræbe sig på at stille videogrammer til rådighed.
Stk. 3. Folkebibliotekerne formidler kommunal og statslig information og information om samfundsforhold i øvrigt.
§ 2. Folkebibliotekernes formål opfyldes gennem kvalitet, alsidighed og aktualitet ved udvælgelse af det materiale, der stilles til rådighed. Ved udvælgelsen må alene disse kriterier, ikke de i materialet indeholdte religiøse, moralske eller politiske synspunkter, være afgørende.
Sådan gør vi:
- Vi indkøber materialer, der er aktuelle og efterspurgte.
- Vi indkøber forskellige materialetyper: bøger, magasiner, film, musik og konsolspil.
- Vi tilstræber alsidigt indkøb inden for forskellige genrer, og prioriterer det kvalitetsmæssigt bedste inden for hver genre.
- Vi tager hensyn til lokalområdets sammensætning og brugernes efterspørgsel.
- Vi indkøber og opbevarer materialer af lokal interesse.
- Vi tilstræber alsidighed og upartiskhed i forhold til politiske og religiøse livsanskuelser.
- Vi indkøber materialer, der kan bruges til personlig udvikling, kulturel forståelse og give oplevelser og rum til nysgerrighed og forundring.
- Vi køber materialer, der kan understøtte vidensdannelse og uddannelse. Herunder indkøbes også materialer, der understøtter livslang læring i forhold til selvstudier, selvudvikling, kurser og efteruddannelser.
Digitale tilbud
- Vi tilbyder borgere i Nyborg Kommune internetlån af e-bøger og lydbøger.
- Vi abonnerer på en række databaser, som borgere i Nyborg Kommune har adgang til via egen PC.
Efterspørgselsorienteret
- Vi indkøber ofte ekstra eksemplarer af efterspurgte titler af bøger og musik-cd'er, hvis der er mere end 3 reserveringer per eksemplar.
- Efterspurgte titler af konsolspil (som fx. wii og NDS) og dvd-film kan ikke suppleres, da disse er meget dyre og desuden ofte kun kan indkøbes i en kort periode.
- Som bruger er man meget velkommen til at foreslå indkøb, for vi tager naturligvis hensyn til brugernes efterspørgsel, når vi skal vælge.
- Nye materialer er som regel klar til udlån 5-7 uger efter at vi har bestilt dem, og de kan ses i vores database som "nyanskaffede materialer på vej". Det sker, at enkelte materialer har en længere leveringstid.
For børn
I indkøbet til børn tager vi desuden hensyn til børns forskellige udviklingstrin og materialernes anvendelse i forbindelse med læsetræning, projektarbejde og opgaver.