"Som vinden blæser"

Jeg trækker den rustplettede cykel ned ad den snoede, asfalterede vej, der skærer tværs gennem bøgeskoven. Dagens sidste lys bryder glimtvis igennem de brede kroner højt oppe under himlen og farver verden i et hav af orange, grønne og lilla nuancer. Jeg kigger ned på alle farverne, der danser rundt på den mørke asfalt. 
Et lysspil og en stille verden. 
En dyb indånding og småsten i Birkenstock med en tyndslidt sål. 
Jeg trækker telefonen op af lommen, standser og kigger på det tomme display. 
Der står tid, der står dato, der står batteriniveau. Der står to smil og kigger ud på mig: Korte, hvide sommerkjoler og studenterhuer på hovedet. 
Jeg gengælder deres smil, åbner beskeder og skriver endnu en besked.
Jeg glæder mig til at se dig :) hvornår står du af toget? Jeg henter!!
Nummer 5 i rækken uden svar. Lige efter sms’en med Tillykke med fødselsdagen og Husk badedragten, smiley. Jeg sender noget ud i verden, men er aldrig sikker på, at det når frem. 
Nettoposen med fødselsdagsgave og en bikini hænger fra styret og banker mod hjulet, da jeg trækker cyklen videre.

Jeg læner cyklen op ad den ophævede betonklods og tager de fire trin i to skridt. Lange, smalle sprækker løber hen ad togperronens beton og gule mælkebøtter maser sig op mellem den menneskeskabte forhindring. Kontrasten mellem de grå sten og den gule blomst er iøjefaldende, ligesom de gule markeringer langs perronens kant, der sikrer, at man ikke kommer for tæt på toget, der pløjer forbi hver fjerde time. 
Jeg sætter mig på kanten, lige på den anden side af den gule advarsel og trækker telefonen frem af lommen igen. På skærmen er der stadig ikke andet end to lettede 3.g’ere og diplomer med gennemsnitlige snit og lommerne fulde af forskruede forventninger til livet foran dem. Jeg dvæler længe ved billedet og ser hvordan minutterne passerer. 
Atten seksogfyrre, atten syvogfyrre, atten otteogfyrre. Jeg kan se at tiden går, men jeg kan ikke mærke det. Vinden står stille og varmen fra solen bager ned, men der er intet sted at søge ly fra solen. Jeg sidder på en betonklods i ingenting og ser, hvordan togskinnerne æder sig gennem det tørre landskab, så langt øjet rækker. Der er stille, der er ingenting. Bare mig og den hare, der hopper over skinnerne. 

På et tidspunkt, går tiden i gang igen. En brise bærer tørt sand og jord med sig, og jeg gnider mig i øjnene. Det er den attende dag med tørke. Attende dag med nul millimeter regn.
En sms tikker ind: Den første i dagevis. 
Ej fuck. det er jeg virkelig ked af. Troede jeg havde sendt beskeden. Fik billetter til Roskilde i fødselsdagsgave, står der. Jeg kigger på datoen. 28. juni. Googler roskilde festival dato. 
28. juni til 5. juli. 
Jeg har lyst til at ringe hende op og sige Fuck dig, nu stiger du på det tog, som vi to havde aftalt. Du sælger dine billetter til Roskilde og køber nye fucking billetter næste år. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med, hvem der spiller på den scene og med hvem du skal afsted med, for jeg sidder ikke herude alene og lægge på inden hun når at svare. 
Nårh, ej hvor fedt!! God tur, skriver jeg i stedet. Hjerte, hjerte.
Så sætter jeg mig op på cyklens revnede kunstlæder sæde, der brænder huden på baglårene og cykler tilbage gennem bøgeskoven.
Toget buldrer forbi den forladte perron, hvor det eneste tilbage er en Nettopose med en billig bikini fra H&M og en fødselsdagsgave uden hverken afsender eller modtager. 

For enden af en hullet grusvej, ligger sommerhuset. Jeg har aldrig været her alene før. Mor og far har altid være der, men i år skulle vi have nydt den første sommers frihed, bare mig og hende, så mor og far tog bilen og kører lige nu ned gennem Europa. Nu har jeg lyst til at sige, at de skal komme tilbage.
Tilbagetrukket fra alt der minder om menneskelig indgriben, ligger det A-hus, som jeg har tilbragt alle mine somre i. Sammen med mine forældre. 
Den store glasfacade skinner og bliver farvet i alverdens farver af solen, der strækker sine sidste arme af lys hen over jorden, og trækker lange skygger efter bøgetræerne og deres raslende kroner. 
Brombærbuskene langs stien strækker sig op mod himlen. 
Min cykel skramler hen over gårdspladsen, inden jeg smider den i det vilde græs. Døren binder, men er ikke låst, og jeg sparker til den, indtil den giver sig. Indenfor sparker jeg sandalerne af, smider telefonen på bænken i entréen og kigger rundt i det åbne, tomme rum. Der er ingen andre. Der er bare mig. 
               Der er bare mig.
                                   Der er bare mig.
                                                       Der er bare mig. 
Mig, der aldrig har været på Roskilde; mig der har tilbragt alle somre alene med mine forældre; mig, med en almen studentereksamen som en almen student og ingen planer for fremtiden. Bare mig.
Badet i gyldne farver, glider en salt tåre ned ad den ene kind. En anden glider ned af den anden, og det hele falder ud, bare for at jeg ikke falder fra hinanden.
Og sådan sidder jeg: På gulvet i entréen til hvad der skulle have været den første sommers frihed, og græder.

*

Den råhvide bomuldshængekøje svinger stille fra side til side spændt ud mellem to af bøgetræerne. Jeg vrikker med tæerne med de røde, lakerede tånegle og svinger den ene arm ud over hængekøjens kant. Det tørre græs kildrer om mine fingre, og jeg får skrabet noget jord op under de korte, pillede negle. Himlen er blå og skyfri. Jeg fortaber mig i den klare blå farve. Bøgetræerne gemmer mig for middagssolen, der står på sit højeste, og brænder selv de mest hårdføre planter af. 
På maven ligger min bog med knækket ryg. Ansigtet på forsiden observerer mine sløve bevægelser og min uvilje. 
The bell jar af Sylvia Plath. 
Bogen lå i sommerhuset, så jeg har taget den med ud i min hængekøje og bladrer uden større interesse rundt i den krøllede paperback. Jeg skimmer lidt her og der og samler brudstykker af ord, sætninger og afsnit. Men en sætning holder ved: 
I was supposed to be having the time of my life, står der med små, sorte bogstaver. 
Ordene kører i ring i hovedet, indgår i forskellige kontekster og konstellationer til ordene mister deres betydning. Des mere tid der går, des mere flyder det sammen til en pløret masse uden mening eller retning. 

Jeg går ud af den hullede grussti og plukker de brombær jeg kan nå, selvom de stadig er bitre og umodne. Gennem skoven med bøgetræerne, ned til stranden, det stille hav og det varme sand, langs markerne og forbi folde, hvor køer og heste følger mig med hovederne. 
At gå er det eneste jeg gør uden et ønske om at komme nogen vegne.
Og alligevel, er det det eneste jeg gør, hvor jeg stadig bevæger mig fremad. 

*

Folk snakker om vinterdepression. Hvad med sommerdepression?
Jeg googler det en aften inden jeg skal sove. Jeg kan ikke stave til det. Artikler fra TV 2, Kristeligt Dagblad og tvivlsomt udseende helsebutikkers hjemmesider. Jeg åbner Instagram, og ser stillbilleder fra andres liv. Roskilde festival og lange interrails, folk der bliver optaget på deres drømmestudier og flytter ind i deres egen lejlighed.  
Bagefter googler jeg hvordan ved man hvad man vil efter gymnasiet. 
Jeg scroller rastløst rundt, men finder ikke nogen svar.

*

Varme, svedige lemmer, viklet ind i en sommerdyne med hvidt betræk. Lys der vælter ind i rummet fra de store vinduer. Jeg holder vejret og begraver hovedet i puden, trækker en hårtot ud af mundvigen med en kluntet bevægelse. Sådan bliver jeg liggende, indtil jeg ikke kan få vejret.
Jeg løfter hænderne, fingrene småhævet af varme, op til ansigtet og gnider søvnen ud af de tykke øjne, der næsten ikke kan holdes åbne.
Jeg sparker dynen af og ligger fladt på sengen og damper af. Støvkorn hvirvler rundt i rummet og glimter. Jeg tager en dyb indånding og holder vejret mens jeg kigger på dem. Når jeg puster ud, hvirvler de afsted i alverdens mønstre. De bliver til alt muligt. Spiraler og andre runde former, små snefnug, bølgerne i et oprevet hav. De skinner lige meget hvilken form de har.
Min telefon ligger på sengebordet, og jeg rækker ud efter den. Tolv treogtredive, står der.

Jeg står foran spejlet på det lille badeværelse og tænker på støvkornene. Tager en dyb indånding og puster ud. Der sker ikke noget.
I løbet af eftermiddagen pakker jeg mine ting ned i en stor rygsæk. Den er gammel og misfarvet og den ene rem har været ved at knække i årevis. Alligevel bliver jeg ved med at pakke ting ned i den: Tøj til flere uger, toiletartikler og spil man skal være to om at spille, The Bell Jar og andre mere eller mindre tilfældige ting indenfor rækkevidde.
Mine sandaler står i entréen, jeg tager både dem og rygsækken på, inden jeg går ud ad døren og forlader sommerhuset som det er. Jeg falder nærmest bagover af rygsækkens tyngde, har øjeblikkeligt lyst til at sætte den fra mig igen.

*

Nettoposen står stadig midt på perronen som jeg forlod den, nu let bleget af solen, der aldrig lader til at forsvinde. 
Jeg smider rygsækken fra mig, og jeg sparker til den. Gnider mine ømme skuldre og min nakke, inden jeg sætter mig på knæ på betonklodsen, lige ved siden af Nettoposen. Sådan sidder jeg lidt og venter. 
Småsten borer sig ind i mine bare knæ. Jeg sætter mig i skrædderstilling i stedet og kigger på rygsækken ved siden af mig. Tænker, at der burde have siddet nogen på dens plads, hvem som helst, så det ikke bare var mig og alle mine ting. 
Når jeg kommer hjem, kommer jeg hjem til et tomt hus, tænker jeg. Mor og far er hver dag et nyt sted i Europa, der går nok stadig en uge, til de kommer tilbage for at komme på arbejde. Hvad er det jeg tager hjem til? Hvorfor er det bedre end her?
Uden at tænke videre over det, tager jeg tasken, og vender alt dens indhold ud på perronen. Jeg kigger på alle mine ting, der nu ligger spredt ud over det hele. 
Min toilettaske ligger oven på bunker af tøj. Jeg lyner den falske guldlynlås op, vender tasken på vrangen så det vælter ud med ting: Mascara, lipgloss, neglelak, cremer, tørshampoo og deodorant. En tandbørste, tandpasta, hårbørste og hårelastikker. Jeg rydder op i det, og samler alt det jeg ikke skal bruge, hvilket er det meste, og smider det ned i den gule Nettopose. 
Tandbørsten og tandpastaen stikker jeg i baglommen. 
Da toilettasken er vendt på vrangen, fortsætter jeg, mens en let brise blæser ind over perronen og køler min røde, svedne hud. 
Jeg tømmer forlommen på den slidte rygsæk. Håndfulde af gamle kvitteringer på frokost i kantinen, bland-selv-slik og notesblokke; huskesedler fra læseferien med noter, jeg ikke kan huske, hvad betyder, og krøllede visitkort til universiteter, jeg aldrig har ringet til eller søgt om optagelse på. 
Det hele ryger ned i Nettoposen, sammen med det tøj, der lige ligger nærmest. Den blanke pose er fyldt til bristepunktet.
Jeg rejser mig fra den varme beton, mens endnu en brise, nu af tiltaget styrke, glider hen over perronen. Med Nettoposen i hånden går jeg over til en grafitiovertegnet skraldespand, løfter låget og smider posen derned. 
Jeg tager mit rejsekort op af lommen, vender og drejer det glatte kort. Min returbillet gælder ikke kun i dag, tænker jeg, lige som jeg skal til at smide den ud sammen med alt det andet, og putter det i stedet i lommen sammen med tandbørsten og tandpastaen. 
En stank af noget gammelt og dødt stiger op fra skraldespanden, og låget bliver smækket i af et kraftigt vindstød. Jeg bliver stående og venter på, at jeg skal fortryde.
Det gør jeg ikke.

Jeg samler det tøj der er tilbage, i favnen, smider The Bell Jar ovenpå og forlader togperronen, mens noget begynder at buldrer i det fjerne. 
Nu kommer toget, tænker jeg, netop som en fed regndråbe rammer min kind og vinden roder rundt i mit hår. Der kommer ikke noget tog. Endnu et tordenskrald buldrer.

Jeg går tilbage gennem bøgeskoven i silende regn med favnen fuld af tøj, sandalerne i hånden og fødderne i direkte kontakt med jorden. Asfalten prikker til mine fodsåler, og jeg drejer til venstre gennem skoven og følger dådyrenes mudrede stier.
Der er ikke længere nogen lysspil, ikke nogen perfekt sommerdag. Bare regn, regn og regn. 
Der falder tunge dråber fra bøgetræernes lange, grønne arme. De løber om kap ned ad mine kinder mens vinden rusker i min tynde bluse og mit hår. Himlens tårer smager friske, ikke salte som mine egne, og jeg tager det hele ind, og håber, at det aldrig holder op med at regne. 

Da jeg passerer brombærbuskene, plukker jeg den nærmeste håndfuld bær, der smelter i munden og eksploderer i sødme. Man bliver klar med tiden, det ser jeg nu.
Planterne rejser sig med regnen. Jeg rejser mig med regnen.
Vinden rusker fornuft i mig og regnen drukner mine forventninger på en sommerdag i ingenting. 
Jeg er okay, hvor jeg er. Ikke lykkelig. Ikke ulykkelig, bare stille. Stille før storm.