"Tomme pladser"

Stilheden er støjende, og de fire mure klamrer sig omkring mig. Jeg håber på, at dagen aldrig begynder, og at jeg forsat kan blive liggende i min seng og føle absolut ingenting. Jeg tager forsigtigt et skridt ud af sengen, og håber på at mine ben vil holde mig oprejst. Nænsomt bevæger jeg mig igennem stuen og ud i køkkenet. Jeg åbner køleskabet, og kigger rundt på de tomme hylder. Ingenting. Jeg ser ingenting. Alt er intet. Ingen sammenhæng. Ikke noget mad. Jeg lukker køleskabet, og min krop føles lige så tom, som de vandrette hylder.

Jeg kigger på uret over vasken. Klokken nærmer sig otte. Jeg går hurtigt tilbage på mit værelse, og kigger igennem mine frastødende bunker af tøj. Noget er ikke vasket i flere uger; noget ikke i flere måneder. Jeg slipper tøjet i mine hænder, og stiller mig foran spejlet. Foran mig står en mager krop. Kroppen er iført brune fløjlsbukser og en gammel rød trøje med små snavspletter på. Jeg har ikke energi til at beklæde den magre krop på ny, og må desværre forlade den i spejlet, uden at vide hvornår den vil forsvinde. Jeg forlader værelset og går ud i gangen, hvor jeg finder mine gamle slidte sko. De var hvide engang, men alt skidt fra hverdagen har forandret dem. De er ikke, hvad de var engang, og det bliver de aldrig igen.

Jeg griber fat i døren, og åbner op til hverdagen, og alt der følger med. Himlen er dækket af dramatiske grå skyer, som alle slås om at have et sted at være. Måske er der bare ikke nok plads på himlen til dem alle. Jeg skynder mig hen til min sorte cykel, og triller den ud ad carporten. Jeg stopper op foran vejen, som om jeg pludselig er i tvivl om hvilken vej, som jeg skal tage. Hvis jeg cykler til højre, vil jeg formentlig møde dømmende og usikre spejlbilleder, som går i ring om de lumske anførende spejlbilleder, som måske i virkeligheden er endnu mere usikre. Men hvis jeg derimod cykler til venstre, så vil jeg måske slippe fri fra verdens lange tråde, og endda blive fremmed for alt og alle.  Jeg træder op på min sorte cykel, og cykler til min højre side. To små spejlbilleder går på fortovet længere fremme med store tasker i meget iøjnefaldende lyserøde farver. De er så heldige at have hinanden, fordi i denne verden står man ikke godt på to ben. Jeg cykler langsomt forbi dem, og hører den ene viske noget, som jeg ikke kan høre. De fniser begge forsigtigt efter.

Lige pludselig træder solen frem bag en grå sky, og ud af min øjenkrog cykler Du op fra en skøn villavej. Du cykler smilende med ret ryg og kigger rundt, som om dagen allerede har sejret. Dine øjne fanger mit blik, og Du stopper op hundrede meter fra mig. Jeg sætter farten ned, og triller de sidste meter hen mod Dig. Du kigger ikke på mit spejlbillede, men lytter blot til min stemme, da jeg siger hej.

Vi følges ind i klassen, og Du sætter dig på den tomme plads ved siden af mig. Du laver morsomme grimasser i løbet af timen, og jeg må på mit kraftigste prøve ikke at bryde ud i latter. Læren siger flere gange mit navn, for at indikere at jeg skal være stille. Men det er svært, når jeg føler mig så fuld af glæde. Jeg føler mig måske endda helt levende. Jeg lægger mærke til at en masse undrende blikke rettet mod mig. Men jeg prøver ikke at se dem, jeg vil kun se Dig. Alt andet kan være ligegyldigt.

Da timen slutter løber Vi ned ad gangen. Jeg vil vise Dig hvert et hjørne af skolen, og fortælle Dig alt sladder i hver eneste vennegruppe. Skolen fremstår lige pludselig så stor og åben, og alle mennesker er pludselig så spændende og elskværdige på hver deres måde. Men pludselig er frikvarteret omme, selvom det føltes som om, at Vi lige var trådt ud af klasselokalet.

Vi træder ind i klassen igen, og finder Vores pladser. Jeg sætter mig med ret ryg, og venter i spænding på hvad der så vil ske. Hvert øjeblik er en overraskelse, og nogle øjeblikke føles endda som en gave. Vores lærer træder ind ad døren, og introducerer os til en opgave. Vi skal lave en præsentation, som skal handle om venskaber. For første gang nogensinde ved jeg præcis, hvad jeg skal gøre. Alt giver mening. Livet giver mening.

Timen er overstået, og Vi drøner ud ad døren. Jeg fortæller Dig om alle de, tanker som jeg har om min præsentation. Du smiler og griner og fortæller mig, hvor godt det helt sikkert vil gå. Da Vi når ud til vores cykler, krammer jeg Dig og siger, “så ses Vi i morgen.” Du smiler og vinker, imens jeg cykler afsted. Solen rammer mig på siden af min kind, og jeg mærker, hvordan den varmer min krop. Vinden presses mod min ryg, og jeg glider let over cykelstien. Jeg tænker på min præsentation, og tager mig selv i at grine en smule.

De to små piger med de lyserøde tasker går længere fremme, og jeg cykler hastigt forbi dem, og når ikke at høre et ord eller en visken. Jeg kigger rundt på naturen. Det er forår, og træernes blade begynder at springe ud. Jeg kommer til at tænke på, hvor modige træerne er om vinteren. De taber deres blade, og blotter dem selv fuldstændig. Men det smukkeste ved det, er at de gør det i fællesskab. De har hinanden. De står sammen når de er allermest sårbare, og finder styrken igen i fællesskab. Vi mennesker har brug for hinanden ligesom træerne. Vi har brug nogen omkring os, når vi er gladest, men specielt også når vi er aller tungest om hjertet.

Jeg når frem til mit hus, mit barndomshjem, der hvor alt det er, som jeg kender allerbedst. Min cykel placerer jeg under carporten, og drøner så ind ad døren. Mine sko anbringer jeg pænt på skostativet, og hænger min jakke på stumtjeneren i hjørnet. Jeg slentrer ud i køkkenet, og griber i køleskabslågen. Jeg ser en bakke med æg, en halv tomat, og nogle pølser fra dagen forinden. I skabet finder jeg en skål, og klækker de tre æg i, som ligger i bakken. Jeg tager et skærebræt, og skærer den halve tomat og pølserne i små stykker. Stykkerne bliver blandet i æggeblandingen. Blandingen ryger på en pande, og to minutter efter har jeg et måltid på min tallerken. De bløde æg bliver opløst i min mund, og jeg mærker energien sprede sig rundt i min magre krop. Jeg lader en portion stå til, når min nattevagt kommer hjem.

Jeg forlader køkkenet, og bevæger mig ind på mit værelse. Gardinet er trukket for, og adskillige bunker tøj ligger på gulvet. Jeg trækker gardinet fra, og åbner vinduet. Rummet ændrer kulør, og en let brise bevæger sig igennem værelset. De lange hår på mine arme løfter sig i fællesskab, og det kilder en smule i min krop. Jeg tager en bunke tøj ad gangen, indtil gulvet er absolut frit. Jeg lægger mig ned på det frie gulv, og mærker hvordan jeg helt ubesværet trækker vejret. Den friske luft udefra trænger gennem mine to næsebor, og kort tid efter ud gennem næseborene igen.

Pludselig hører jeg, at døren smækker hårdt i. Jeg var vist faldet i søvn på gulvet. Hele mit værelse er dækket af mørke, og kulden strømmer stadig ind. Jeg rejser mig op, lukker vinduet, og bevæger mig ud i stuen. “Jeg har gemt noget mad til dig,” siger jeg, imens nattevagten har rykken mod mig. Nattevagten svarer ikke, men går i stedet direkte ind på sit værelse, og lukker døren i. Jeg ville ønske, at jeg kunne have fortalt nattevagten om min nye veninde. Jeg ville ønske at nattevagten havde vendt sig om.

Jeg forlader stuen og går stille tilbage på mit værelse. Mit værelse er dækket af mørke, men et lys fra vinduet skinner ind. Jeg kigger ud og ser månen på den tomme nattehimmel. Månen er nok noget af det mest menneske beskuede her på jorden, men samtidig er den så alene på nattehimmelen. Vi kigger på månen for ikke at føle os ensomme, men hvem kigger månen på, når den føler sig ensom?

Jeg lægger mig i min seng. Mørket og stilheden er lige ved at tage mig tilbage til mit gamle sind, men så tænker jeg på Dig. Jeg tænker på Dit smil, og hvordan Du pludselig kan få mig til at grine. Dine sjove ansigtsudtryk og mærkelige parodier. Du er alt i mit liv der giver mening, Du er lyset på den mørke nattehimmel, og vigtigst af alt så er Du min aller bedste ven.

Morgenen har meldt sin ankomst, og en rar sol skinner gennem mit vindue. Jeg strækker mine arme op mod loftets overflade. I dag er dagen, hvor jeg skal fremlægge. Sommerfugle kredser rundt i min mave, men på en måde virker det som om, at dagen allerede har sejret.

Jeg rejser mig fra min seng, og bevæger mig ud gennem stuen og ind i køkkenet. Jeg åbner køleskabet og tager en gul eller måske i virkeligheden en halvbrun banan. Klokken er allerede mange, kan jeg se på uret over vasken. Jeg skynder mig tilbage til mit værelse, og ser alt mit tøj anbragt pænt på hylder og bøjler. Farver. Jeg vil have farver på. Jeg vil ligne sommerfuglene i min mave. Jeg vil stråle af skønhed, bevæge mig med lethed, og suge alt det søde og gode ud af dagen.

Jeg åbner op til solen i mit ansigt. Jeg åbner op til det forfriskende forår. Jeg åbner op til at leve og alt der følger med.  Raskt bevæger jeg mig mod min cykel, og cykler til højre mod alt det jeg kender og måske endda elsker. Bladene svajer stille i den friske vind, og former deres helt egen synkrone koreografi. Skyerne over mit hoved gør plads til hinanden, og giver endda også plads til at solen kan skinne.

Jeg nærmer mig skolen, og de hundrede små børn som går her. Jeg håber de er glade, og jeg håber at de sætter pris på at være glade. En dag håber jeg, at vi alle kan stå op, og sige at vi har noget at være glade over. Ikke en ny kjole som vi fik sidste jul, ikke en iPhone som kan alt muligt ligegyldigt møj, noget der betyder noget, og hvis vi er rigtig heldige; nogen som betyder noget.

Jeg placerer min cykel, og kigger rundt i mængden af folk. Hvor er Du? Jeg vender mit blik mod hver en bil som kører forbi, hver en cykel som cykler forbi, hvert et menneske som går forbi. Klokken ringer ind, jeg er nødt til at gå. Du kommer sikkert snart tænker jeg. Selvfølgelig gør Du det. Jeg stoler på Dig.

Klassen er fyldt med undtagelse af to pladser. Det er Vores pladser. Jeg sætter mig og kigger rundt. Nogle sidder med flotte plancher, andre sidder og kigger nervøst ned i deres tale kort. Vores lærer træder ind ad døren, og vælger en gruppe ud til at starte. Tre piger stiller sig op, en står med en planche, de andre står med to stykker papir. Den ene pige begynder at læse op fra hendes stykke papir, “et venskab er et slags forhold til en anden person. Forholdet er frivilligt, gensidigt og langvarigt. Venskab er kendetegnet ved loyalitet, fortrolighed, positivitet, respekt og overbærenhed.” Pigen kigger op, og smiler til hendes to venner som står ved siden af. Et smil spredes fra pige til pige. Tænk en tryghed. Tænk en glæde.  

De begynder at snakke om deres planche, mens jeg kigger ud ad vinduet. Det er begyndt at regne, og dråberne glider hen ad vinduet. En ny dråbe rammer vinduet, tager en anden dråbe med sig, og glider så sammen ned. Du er min dråbe. Du samlede mig op, og tog mig med videre.

Pludselig bliver mit navn sagt højt, og en masse blikke vender sig mod mig. Det er min tur til fremlægge, men jeg føler mig slet ikke klar. Jeg har brug for at Du kigger mig i øjnene, så jeg ved, at det hele nok skal gå.

Lidt forsigtigt og krumrygget bevæger jeg mig op til tavlen, og vender mit ansigt mod usikre og ligeglade spejlbilleder. Måske venter de alle på, at jeg begår fejl, så de kan få det bedre med dem selv. Eller måske er de i grunden fuldstændig ligeglade med mig, og alt hvad jeg har at fortælle. Vi har måske allesammen i virkeligheden glemt at lytte, og i stedet ser vi kun, det som vi har lyst til at se. “Du må gerne begynde,” siger min lærer en anelse utålmodigt. “Venskab er...” Siger jeg, men taber tråden. Alle de stenede blikke rettet imod mig, gør mig så usikker og ængstelig. Men pludselig ser jeg Dig i døråbningen, Du går stille ind, og sætter Dig på den tomme plads ved siden af min, og kigger på mig med et blik, som fortæller mig, at det hele nok skal gå. “Venskab er en måde at se på en anden person. Men du ser ikke på personens spejlbillede. Du ser deres sjæl. Du ser deres kærlighed, venlighed og vigtigst af alt deres tilgivelse.” Siger jeg med mine øjne boret i Dine, som om Du er den eneste i rummet; som om at Vi er de eneste i denne verden. “Venskab er ikke nødvendigt for at overleve, men det er det, som gør livet værd at leve.” Dit blik forlader mit, og Du forlader rummet i en hast. Jeg aner ikke, hvor Du skal hen, men jeg ved, at jeg skal med. Læren siger noget, men jeg når ikke at opfange det. Jeg løber ned ad gangen og kigger ud ad døren, som Du har efterladt lukket. Du står på cykelstien, der hvor jeg mødte Dig for allerførste gang. Skolegården er tom, og jeg løber tværs gennem den. Det føles som om, at jeg løber mod noget der så fjernt, så fjernt at det måske er uopnåeligt. Du vender Dig om, og Vores øjne mødes. Alt er godt, alt er sikkert, alt er Vores i dette sekund. Mine ben strækker sig så langt, og farten er så høj. Du er så tæt på; Vi er så tæt på hinanden. Men pludselig så er Du væk. Så langt væk at jeg pludselig er i tvivl om, om Du nogensinde har været her.

Tænk, hvis Du bare en illusion. Et plaster på det sår som var begyndt at gøre for ondt.