Mød Læsehunden Zira
Zira arbejder frivilligt som Læsehund ved Nyborg Bibliotek sammen med sin ejer Charlotte. Her lytter hun tålmodigt og interesseret, mens børn i 1.-5. klasse læser højt for hende. I denne artikel kan du lære Zira bedre at kende.
Af Nyborg Bibliotek

Zira er en tjekkisk hyrdehund af racen Chodsky Pes. Navnet Chodsky stammer fra den region i Tjekkiet, hvor racen har sin oprindelse fra, og pes betyder hund på tjekkisk.
Zira blev født 20. december 2016 ved en anerkendt opdrætter i Polen, som Charlotte var blevet anbefalet og besøgte året før, da en ven købte Ziras storebror.

Zira og Charlotte har trænet basis lydighed og vandt den afsluttende unghunde-prøve. Efterfølgende har Zira indtil hun fyldte 3,5 år været en meget succesfuld udstillingshund, hvor hun har vundet bedste hund i racen flere år i træk, samt eneste Chodsky Pes i Danmark sammen med Kuno, som blev hendes udkårne, som har vundet Nordiske og Internationale titler både som udstillings- og brugshund.
I 2019 og 2020 fik Zira og Kuno hvalpe. Det blev 6 hvalpe i hvert kuld, som vi alle tit mødes med. Zarafina som er Ziras datter fra sidste kuld bor stadig hos dem, og Zira passer hende stadig, som da hun var hvalp.
I hele Corona-tiden begyndte de at lave Nosework / Rally lydighed samt lære tricks via online kurser. Senere da det igen var muligt, begyndte de at gå til konkurrencer i både Rally og Nosework. I 2023 blev Zira guld hund i disciplinen Nosework klasse 1/ og de er nu startet i konkurrence i klasse 2.

Da Charlotte læste om en kommende certificering for at blive læsehund, tænkte hun, at dette lige var noget for Zira. Det kunne blive Zira og Charlottes hyggelige alenetid og hyggetid sammen. Og Zira elsker det.
Der stod i kravene, at man skal være en kærlig og børnevenlig hund. Man skal være lydig og have tålmodig. Alle de ting passer
perfekt på Zira
Der er ingen tvivl om, at Zira er god til og glad for sit job. Hun genkender bibliotekerne og personalet, og løber glad hendes Læsebarn i møde.


Det starter med lidt hyggelæsning, og så kommer belønningen, hvor børnene må lave tricks med Zira samt gemme en masse godbidder på biblioteket, som Zira så snuser sig frem til.
Hver læsestund er ca. 45 minutter inkl. leg. Hvert forløb kører over 6 uger, med en gang om ugen. De læser med både med børn på Nyborg Bibliotek, Ullerslev Bibliotek og Ørbæk Bibliotek.
Charlotte er utrolig glad for, at Zira har fået denne mulighed, og kan gøre en forskel for børn. Og på Nyborg Bibliotek er vi utroligt glade for, at Charlotte og Zira vil udføre dette vigtige, frivillige arbejde og dermed bidrage til at styrke børns læselyst.

