Tips til gode læsestunder og læselyst

Det er vigtigt at skabe læselyst hos sit barn, fordi læsning styrket barnets fantasi, koncentrationsevne og sproglige udvikling. Færdigheder vi har brug for gennem hele livet. Hvis barnet skal finde glæde ved at læse, er det en god idé at påbegynde læsning og leg med sprog fra barnet er helt lille og få gjort læsning til noget lystbetonet. Vi har her samlet en række gode tips til, hvordan du går gang i læsningen med dit barn.

Glad dreng og far sidder og læser sammen i sofa.

Generelle tips:

  • Valg af bog. Det vigtigste for en god læseoplevelse er valget af bogen. Det skal være en bog, som barnet har lyst til at læse. Børn er forskellige, og derfor gælder det om at spore sig ind på, hvad der fanger det enkelte barn. Nogle børn foretrækker fantasy, mens andre foretrækker noget realistisk. Nogle foretrækker bøger med lidt tekst og mange illustrationer, mens andre børn godt kan lide at blive udfordret med meget tekst. Det er altså ikke vigtigt, om det er en prisvindende og anmelderrost børnebog, noget du selv kunne lide som barn eller noget mange læser. Det vigtigste er, at lige netop dit barn kan lide bogen. 
  • Hvordan finder jeg bogen?
    • Lad barnet vælge bogen selv. Hvis barnet selv viser interesse for en bog, kan det være en god idé at vælge den. Så føler barnet ikke, at det er noget, en voksen har valgt til dem.
    • Spørg os. På Nyborg Bibliotek står vi altid klar til at vejlede og komme med inspiration, når dit barn skal finde nye læseoplevelser. Hvis dit barn har læst en bog, der virkelig skabte læselyst, forsøger vi at finde noget, der minder om den bog. Det kan også være, at dit barn har nogle særlige interesser, som vi kan finde bøger om. Vi går altid efter at finde en bog, som vil interessere barnet.
    • Find inspiration på vores børneside. På vores børneside laver vi løbende inspirationslister og anbefalinger inden for målgrupperne: pegebøger 0-3 år, billedbøger 2-6 år, højtlæsning 5-10 år, letlæsning og skønlitteratur 8-12 år.
    • Søg på buggi. På bibliotekernes side buggi.dk kan du søge på børnebøger ud fra emojier, længde på bogen, sværhedsgrad og mængden af illustrationer. Det er et godt værktøj til at finde børnebøger, der passer til dit barn.
    • Tal med andre forældre. Måske kan nogle andre forældre på dit barns skole eller i din omgangskreds komme med idéer til bøger, som deres barn var helt opslugt af.
  • Omgivelserne: Find et hyggeligt og roligt sted at sidde, måske med bløde puder og godt lys – det kan også være i hængekøjen eller på stranden
  • Fast tradition: Gør læsehyggen til en lille fast stund på dagen. Ved allerede at læse højt fra barnet er lille, bliver det en naturlig del af hverdagen.
  • Læs selv og omgiv jer med bøger. Det smitter.
  • Har du svært ved at læse? Hvis du selv har svært ved at læse, så vælg en let bog, som du er tryg ved at læse højt. I kan også lytte til en lydbog sammen og sidde og følge med i den fysiske bog imens. 

Særligt for 0-3 år:

  • Begynd med pegebøgerne. Det er små bøger, der ofte har robuste papsider. Pegebøgerne har meget få ord og er godt til at lære de mindste børn ord og at sætte pris på højtlæsning. Der er pegebøger uden historier, hvor det gælder om at pege på tingene i bøgerne og lære at sige ordene. Og så er der pegebøger med historier i, med en enkelt sætning på hver side. 
  • Læs højt. Hav barnet tæt på dig, der læser op. Varme og nærhed er en del af den gode læseoplevelse. Nærheden giver tryghed, og det er med til at gøre læsning til en tryg og positiv oplevelse, fra barnet er lille. 

Særligt for 2-6 år:

  • Fortsæt med billedbøgerne. Billedbøgerne er korte historier med lidt tekst og mange illustrationer. De giver en forståelse for det med at læse en sammenhængende historie fra start til slut.
  • Læs højt. Hav barnet tæt på dig, der læser op. Varme og nærhed er en del af den gode læseoplevelse. Nærheden giver tryghed, og det er med til at gøre læsning til en tryg og positiv oplevelse, fra barnet er lille. 
  • Tal om billederne. Mange billedbogsillustrationer har flotte, sjove eller mange detaljer. Gå på opdagelse i billederne sammen og tal om det i ser.
  • Tal om historien. Tal om historien undervejs eller bagefter. Hvis der er noget, barnet ikke forstår, så forklar det, inden i bladrer videre til næste side. Billedbøger har ofte et klart budskab eller et tema, som I kan tale om ud fra bogen. Det kan være om bestemte følelser, hvordan man opfører sig over for andre, hvad venskab og familie er etc. Du kan også bruge billedbogen til at få talt om emner i jeres hverdag. Hvis du skal skilles, der er en lillebror eller lillesøster på vej, barnet skal begynde i børnehave etc. Vi hjælper gerne med at finde billedbøger, der passer til de emner, du gerne vil tale med dit barn om.
  • Lad barnet vælge billedbogen. Vores billedbøger står, så børnene selv kan bladre i dem. Ved selv at lade dem vælge billedbøger, får I nogle bøger med hjem, som barnet er blevet fanget af. 

Særligt for 5-10 år:

  • Fortsæt med højtlæsningsbøgerne. Vores højtlæsningsbøger er længere historier i flere kapitler, som I kan læse henover flere dage. Her lærer barnet at opleve bøger, der sjældent eller aldrig har billeder i, hvormed man må bruge sin fantasi. Samtidig lærer barnet at følge en historie i flere kapitler fortalt over flere dage. 
  • Skab hyggelige rammer. Når du læser højt af højtlæsningsbøgerne, kan I fortsætte med at sidde helt tæt sammen, barnet kan ligge i senge og du sidde ved siden af eller I kan sidde i hver jeres stol, i hver ende af jeres sofa, på et tæppe på stranden etc. Find de rammer, som gør læseoplevelsen mest hyggelig og rar for både barn og voksen.
  • Letlæsning. Når barnet begynder i skole og skal lære at læse, begynder barnet med letlæsningsbøgerne, som er små korte historier, hvor mængden af tekst og sværhedsgraden passer til barnets niveau. Mange skoler bruger lix-tal, let-tal eller lus-tal til at bestemme sværhedsgraden. Læs mere om, hvordan du finder den rette bog på vores letlæsningsside.
  • Læsehunde og bamser. Hvis dit barn har svært ved at finde motivation til at læse eller er utryg ved at læse højt i skolen, kan du forslå dit barn at læse højt for hunden, katten eller en bamse. Det er trygt og rart.
  • Lad barnet deltage i læseaktiviteter. På Nyborg Bibliotek planlægger vi løbende forskellige læsearrangementer for børn.
  • Lån fagbøger. Vi har masser af fagbøger til børn. Interesserer dit barn sig for historie, dyr, spil, dinosaurer eller noget helt femte? Ved at læse gode fagbøger om det emne, der interesserer en, lærer barnet, at fagbøger ikke kun er pligtlæsning i skolen, men at du også kan læse spændende fagbøger om lige netop det, du brænder for.

Særligt for 12+ år:

  • Fortsæt med at læse højt. Så længe dit barn og du fortsat nyder en stund med højtlæsning, skal du endelig bare fortsætte med det.
  • Inspiration til bøger, barnet selv kan læse. Find inspiration til skønlitteratur for 8-12 år og ungdomsbøger på vores inspirationssider.
  • Find de emner, dit barn er interesseret i. Er det fodbold, venskaber, forelskelse eller noget helt fjerde, som optager dit barn lige nu? Vi bliver skrevet børne- og ungdomsbøger om alle de emner, der interesserer børn og unge. Vi hjælper gerne med at finde dem.
  • Lån fagbøger. Vi har masser af fagbøger til børn. Interesserer dit barn sig for historie, dyr, spil, dinosaurer eller noget helt femte? Ved at læse gode fagbøger om det emne, der interesserer en, lærer barnet, at fagbøger ikke kun er pligtlæsning i skolen, men at du også kan læse spændende fagbøger om lige netop det, du brænder for.

Vi håber, at de forskellige tips i denne liste kan hjælpe jer til læselyst og gode læsestunder derhjemme.