Nyt fra Nyborg Bibliotek

Nyindretning af børnebiblioteket i Nyborg

Fra torsdag 19. september til fredag 4. oktober har børnebiblioteket i Nyborg lukket, mens det bliver nyindrettet. Vi glæder os til fredag 4. oktober at kunne holde åbningsfest for et nyindrettet børnebibliotek med plads til læseoplevelser.

Af Nyborg Bibliotek

Undskyld vi roder

I forbindelse med nyindretningen lukker Nyborg Bibliotek ned for børnebiblioteket fra torsdag 19. september og holder åbningsfest 4. oktober. I den mellemliggende periode vil det være muligt at låne og aflevere børnebøger i voksenafdelingen. Dog vil flere af børnebøgerne ikke være tilgængelige i perioden. Den forholdsvis lange nedlukning skyldes, at der i samme ombæring lægges nyt linoleumsgulv, hvorfor der skal tages højde for tørretid. 

Åbningsfest

Når det nye børnebibliotek slår dørene op fredag 4. oktober, inviteres du til åbningsfest kl. 14-18.

Om nyindretningen

På baggrund af en brugertilfredshedsundersøgelse, drøftelse med det daværende biblioteksråd og generelle input fra Nyborg Biblioteks brugere og ansatte, åbnede Nyborg Bibliotek i maj 2023 den nyindrettede fløj med plads til kulturel aktivitet og fordybelse. Nu er vi nået til projektets 2. og sidste fase, som omhandler nyindretning af børnebiblioteket.

”Vi er glade for, at vi endelig kan afslutte projektet med nyindretningen af Nyborg Bibliotek. Møblerne på børnebiblioteket er virkelig trætte og ved at falde sammen. Når vi derfor alligevel var nødt til at udskifte møblerne, er det dejligt, at vi nu i endnu højere grad kan favne, hvad et børnebibliotek anno 2024 også er”, siger biblioteksleder Winnie Foldager Glad. 

Ungdomsbøgerne er allerede blevet rykket ud af børnebiblioteket og ind i overgangen til voksen, som det blev forslået, og med den forestående nyindretning i børnebiblioteket, skabes der flere rum i rummet og mere plads til læsemiljøer, som ligeledes var efterspurgt i brugerundersøgelsen.

”Danskernes læseglæde er faldende. Derfor er det vigtigt, at rammerne i vores børnebibliotek inspirerer til at sætte sig ned med en god bog og finde sit eget læserum, og at vi kan udstille og formidle vores bøger på en måde, der giver børnene lyst til at læse dem”, fortæller Winnie Foldager Glad.

Indgangen til børnebiblioteket på Nyborg Bibliotek.
Børnebibliotek