Torben anbefaler: "Julia og hajen"

Det er en poetisk og velskrevet roman om at have en forælder med psykisk sygdom, og hvordan det påvirker en ung, som f.eks. Julia. 

Julia interesserer sig som sin mor for naturen og især verdens ældste haj. Familien flytter til øen Unst i et par måneder, så hendes far kan reparere fyrtårnets lys, mens hendes mor forsker i grønlandshajen.  Hendes far skal arbejde, og hendes mor leder efter hajen, der er ældre end træer; grønlandshajen. Julia er tæt på at miste sin mor i løbet af den sommer, men hun går ind i morens interesse, og Julia fascineres selv af øen og af grønlandshajen, der som en ”søvngænger” svømmer gennem de kolde nordatlantiske strømme og gemmer på så mange af naturens hemmeligheder, nærmest som Julia føler at hendes mor gør.

På Unst møder Julia drengen Kin. De bliver venner. Sammen udforsker de stjerner og snakker om venskab og mobning. Julias mor søger penge til sit forskningsprojekt. Hun får afslag på afslag. Alligevel køber hun et dyrt kamera og en båd. Hendes humør svinger i bølger, og hun kan være super glad og optimistisk, for kort tid efter at ligge i sin seng og være helt lukket inde i sig selv. Men er det grønlandshajens skyld? Julia giver ikke op. Hun holder ud, og hun møder sin mor igen da hun får lidt vind i sejlene.

Bogen er illustreret med små billeder af grønlandshajen, Julias kat Kuran og tegnede billeder af øen. De er præget af Julias regnfrakkes gule farve og grønlandshajen. Billederne er ligesom fakta om hajen indtagende og løfter historien op i en liga, hvor kun få bøger om sygdom og mistrivsel kommer. At holde ud på det gode i dig selv, i din mor (i dette tilfælde) og i naturens uomgængelige kraft.