Feel good-roman om at finde sig selv
Emma Hambergs ”Je m’appelle Agneta” er en livsbekræftende fortælling om at turde springe ud i noget nyt og finde sig selv som 49-årig.
Af Mathias Lyngs
Emma Hamberg er en svensk forfatter, illustrator og radiovært, der har skrevet bøger siden 1996. Hun skriver især inden for kærligheds- og feel good-genren, og flere danskere vil nok kende hende for bøgerne om Tesse fra byen Rosengädda. Fælles for flere af hendes historier er, at de handler om karakterer, der på en eller anden måde er gået i stå eller har brug for at finde sig selv – det samme gør sig gældende for hendes skønne roman ”Je m’appelle Agneta”, der udkom på dansk i 2022.
Agneta er en helt almindelig svensk kvinde og mor, som arbejder i Trafikstyrelsen. Hendes børn er flyttet hjemmefra og kontakter hende mest, når de har brug for penge. Hendes mand har travlt med sine hobbies som cykling, dykkersport og fugle alt imens han sørger for, at de lever et sundt liv uden kaffe, alkohol, sukker og fed mad. Alt er i systemer, så de kan leve det mest praktiske og fornuftige liv. Men midt i det hele sidder Agneta, som hverken er tilfreds eller utilfreds med sin tilværelse. I stedet kører hun på autopilot og tøffer gennem livet, mens hun danser efter Magnus’ pibe. Foruden hendes barndomsveninde har ingen rigtig talt hendes sprog. Hverken hendes forældre, Magnus eller børnene har helt forstået, hvem hun er som person, og derfor har hun lært sig selv at tale de andres sprog og være usynlig. Men hun er ved at køre træt i det, så da hun pludselig ser en dårligt oversat annonce for at komme og passe den svensktalende Ejner i en lille landsby i Provence, forlader hun mand og job og kaster sig ud på gyngende grund. Men eventyret er måske ikke så idyllisk som ventet, og det skal vise sig at blive en stor omvæltning for Agneta. Ikke alene er Ejner og sprogbarrieren til de andre i landsbyen en udfordring. Hun bliver også nødt til at genopdage sig selv, hvilket kan være svært, når man har levet en tryg tilværelse på autopilot gennem et helt liv.
”Je m’appelle Agneta” er en vidunderlig feel good-historie om at turde være sig selv og stå ved sin følelser. Det er en fortælling om, at det aldrig er for sent at kaste sig ud i nye eventyr, og samtidig er det en hyldest til livsnydelse og til at gribe nuet i stedet for at planlægge alt.
Det er en bog fuld af skønne, morsomme og vidunderligt akavede situationer, og man mærker tydeligt Emma Hambergs kærlighed til den lille landsby og de beboere, hun har skabt til fortællingen. Det er farvestrålende og herlige karakterer, som alle bidrager til Agnetas rejse, og som vi lige så stille kommer ind på livet af sammen med Agneta.
Så hvis du trænger til en hjertevarm og lysende roman i den mørke vinter, er denne vinterfortælling fra Provence et godt bud. Du kan låne bogen på Nyborg Bibliotek.