Litteratur Voksne

Intens og fængslende fortælling om tragedie, håb og ubrydelige bånd

Den prisbelønnede engelske forfatter Chris Whitaker har i sin seneste roman ”Alle mørkets farver” skabt en roman, som udover at være en pageturner også balancerer mørke temaer og intens kærlighed.

Af Marianne Wismar Mühring

Bibliotekar Marianne Wismar Mühring med bogen "Alle mørkets farver"

Handlingen strækker sig over 25 år, fra 1976-2001. Vi følger de to børn, Patch og Saint, som vokser op i en lille by i Missouri, USA. De to børn er uadskillelige, indtil tragedien rammer. Patch bliver som 13-årig bortført og spærret inde i en kælder. Han er dog ikke alene i kælderen. Pigen Grace holder ham i live, men da Patch slipper væk, er pigen forsvundet, og det samme er gerningsmanden, en seriemorder med mange unge kvindeliv på samvittigheden. Patch overlever kun med nød og næppe, og det bliver hans mission i livet at finde Grace, også selvom han flere gange må bryde loven. Men samtidig har han Saint, som er blevet politibetjent, i hælene. Saint reddede som barn Patch fra kælderen. Nu prøver hun at redde Patch fra sig selv.

I ”Alle mørkets farver” har Whitaker skabt en historie, der bryder genregrænser, og blander et mysterium om en forsvunden person, en thriller om en seriemorder og en rørende kærlighedshistorie. Og jeg advarer – den er umulig at lægge fra sig. Kapitlerne er ultrakorte og skaber et godt tempo og flow i romanen, som er på intet mindre end 692 sider.

Chris Whitaker er en fantastisk historiefortæller, som formår at skrive helt unikke karakterer. Som læser følte jeg deres smerte og glæde. Dialogerne er skarpe og fyldt med humor på trods af romanens mørke tema.

Patchs rejse gennem USA for at finde pigen Grace er et vidnesbyrd om menneskets udholdenhed, mens han navigerer gennem besættelse og håb. Hans forhold til Saint, hans urokkelige bedste ven, er smukt skildret og viser styrken i loyalitet og vedholdenhed. Jeg blev fra begyndelsen grebet af skildringen af Patch og Saints komplekse venskab og selvom store dele af historien er gennemsyret af tristhed, er den samtidig også fyldt med skønhed og kærlighed.

Og allerbedst, så vidste jeg aldrig, hvor historien førte mig hen. Når jeg lige troede, at jeg havde regnet den ud, tog historien en drejning, som jeg slet ikke havde set komme. Det var en læseoplevelse, som fik mig igennem hele følelsesregistret og som sad i mig i lang tid efter.

Bogen kan, sammen med Chris Whitakers andre udgivelser, lånes på Nyborg Bibliotek.