Litteratur Voksne

Storm på vej

Det kom som et chok, da helt almindelige borgere fra frihedens land USA stormede Kongressen 6. januar 2021. Flere så det som slutningen på en turbulent valgkamp, men DR’s korrespondent Steffen Kretz ser det snarere som begyndelsen på en større og dybereliggende konflikt, der har ulmet i årtier. I sin bog ”Storm på vej” fra 2023 tager han læseren med på en øjenåbnende rejse ind i kernen af den splittelse, der slår revner i det amerikanske demokrati.

Af Mathias Lyngs

Mathias med bogen "Storm på vej"

Steffen Kretz har de seneste seks år boet med sin familie i Washington, og man mærker tydeligt, at bogen er skrevet af en person, der har haft konflikten og befolkningen i USA helt tæt på. Han tager os dybere ned i folkesindet, end de mange korte nyhedsindslag kan nå, og lader os møde amerikanerne én til én.

I hvert kapitel fokuserer han på en problematik i det amerikanske samfund, og lader en eller ganske få personer fungere som hovedpersoner i kapitlet. På den måde trækker han et stort og ubegribeligt emne helt ned på det menneskelige plan og perspektiverer det gennem en almindelig amerikaner. Det er en lille genistreg, der gør bogen mere nærværende og troværdig, samtidig med at det bliver lettere at forstå konflikten, når vi ser det fra en borgers perspektiv. I persongalleriet finder vi bl.a. en helt almindelig og kærlig forstadsfamilie, hvor far og søn lige så stille er gledet i hver sin politiske retning, så sønnen kæmper for minoriteters rettigheder, mens faderen løber forrest i stormen på Kongressen. Vi møder to rigmænd, hvor den ene støtter de dårligst stillede og den anden køber sig til politisk indflydelse. Og vi møder en der skaber fake news, og en der bliver påvirket af det.

Tilsammen tegner de forskellige personer et billede af USA under overfladen af popkultur og glamour. Et billede af et land, hvor den sociale ulighed er voksende, hvor de folkevalgte politikere styres af rigmændenes penge, hvor en nedarvet systemisk racisme gør det svært at stige op i samfundet og hvor stigende misinformation præger amerikanernes  virkelighedsopfattelser.

Bogen har virkelig givet mig en større indsigt i de underliggende strømninger i USA, som vi fornemmer i nyhedsdækningen, men som jeg har haft svært ved helt at forstå, før jeg læste denne bog. Det er en voldsom, øjenåbnende og vigtig læseoplevelse her i 2024, hvor vi står over for et præsidentvalg, der kan få stor betydning for os i Europa. Hvis du interesserer dit for politik, historie eller vores samfund generelt, vil jeg på det stærkeste anbefale dig, at læse ”Storm på vej”, der kan lånes på Nyborg Bibliotek.